Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Ved at klikke OK accepterer du vores cookies til statistik. Du kan sige nej tak til statistikcookies ved at klikke her. Læs mere om vores cookiepolitik.OK

Kan Indien bestige de mørke tinder?

Se PDF

Nøgleindsigter

  • Den aktuelle anden bølge med Covid-19-smittede i Indien er voldsom med regionale overbelastninger af sundhedssystemet og synlig mangel på ilt. Dog er der lys forude, nu hvor antallet af smittede falder markant i Mumbai.
  • Udrulningen af vaccineprogrammet er allerede nået langt, hvor hen mod 40 pct. af befolkningen er vaccinerede eller har dannet antistoffer efter smitte. Ikke mindst er der udsigt til en intensivering af vaccineprogrammet. Indien stod ellers til en pæn økonomisk vækst i slutningen af 2020 oven på Covid-19-pandemiens første bølge. Men her hvor sundhedskrisen har blotlagt et utilstrækkeligt offentligt sundhedssystem, forstår politikerne, at den langsigtede vej ud af krisen er at øge den økonomiske velstand for derigennem at kunne finansiere de nødvendige sundhedsmæssige velfærdsinitiativer. Derfor ser vi positivt på de seneste reformtiltag.

Vacciner giver håb trods voldsom anden bølge
Indien er i øjeblikket hårdt ramt af den anden bølge af Covid-19-smittede med regionale overbelastninger af sundhedssystemet. Den eskalerende udvikling kan tilskrives myndighedernes for optimistiske vurderinger i slutningen af 2020 samt udbredelsen af en ny mere smitsom ”indisk variant”, som har mutereret to eller muligvis tre gange. Selvom de mange dødsfald er en menneskelig tragedie, ligger antallet af døde målt i forhold til befolkningens størrelsen dog fortsat i den lave ende sammenlignet med udviklingen i andre lande.

Situationen i Indien er forværret af stor mangel på ilt, respiratorer og hospitalskapacitet. De største udfordringer er koncentreret til 8 stater ud af i alt 30 stater. Problemerne skyldes bl.a. en dårlig infrastruktur til transport af iltbeholdere, hvor mange hospitaler, særligt i det nordlige Indien, kæmper med at få genopfyldt iltflaskerne. En af løsningerne er en bedre udnyttelse af Indiens eksisterende infrastruktur i form af fly og jernbane, så distribution af ilt og genopfyldning af de tomme beholdere forbedres. Endelig har Indien indhentet hjælp fra udlandet i form af øget import af ilt, respiratorer og produktionsudstyr.

Covid-19 har på mange måder vist sig uforudsigelig, men det er dog positivt, at smittetilfældene nu synes at toppe, hvor det daglige antal af nye smittede har været faldende de seneste par uger. I Mumbai, som var epicenteret for den anden bølge, falder antallet af nye smittede nu markant, og presset på hospitalerne er aftagende.

For at få effektiv kontrol over smittekæderne bliver Indien nødt til at accelerere vaccinationerne. Indien er dog allerede det hurtigste land i verden med over 140 millioner afgivne vaccinedoser med en daglig vaccinationsrate på ca. 3 mio. doser. Ved udgangen af april er sandsynligvis tæt på 45 pct. af befolkningen over 45 år blevet vaccineret med første dosis, og det vurderes, at 40 pct. af befolkningen nu har udviklet antistoffer, enten via egentlig smitte eller vaccination. I maj vil der blive åbnet for vaccination af alle personer over 18 år, og dagsraten kan måske øges til det dobbelte i juni, da vaccineproduktionen planlægges forøget samtidigt med en øget import.

Nye reforminitiativer er en del af den langsigtede løsning
Der er meget, som de politiske beslutningstagere kan lære af den aktuelle situation, hvor udviklingen har overvældet myndighederne og afsløret en utilstrækkelig offentlig sundhedssektor. Den vigtigste indsigt og det politiske fokusområde er behovet for en sund og stærk økonomi, da et land med en årlig gennemsnitsindkomst på ca. USD 2.000 pr. indbygger har et begrænset finanspolitisk manøvrerum og derved
mangler økonomi til at finansiere udbygningen af sundhedssystemet. Derfor er den indiske regering tvunget til en balancegang med relativt hårde nedlukninger for at vinde tid til at fremskaffe medicin, nødhjælp og kortsigtet udbygning af ekstra kapacitet på hospitaler og testcentre. Samtidigt har regeringen accelereret reformprocessen med henblik på at afhjælpe kritiske flaskehalse i økonomien. Dette indbefatter reformer inden for arbejdsmarkedslovgivning, landbrug, retsvæsen, produktion, privatisering af den offentlige sektor, frigørelse af statsejet jord, stimulering af udenlandske investeringer samt adgang til ekstraordinære kreditlinjer for små og mellemstore selskaber. Hertil har regeringen fremrykket offentlige infrastrukturinvesteringer. Vi ser disse reforminitiativer som meget vigtige for at sikre en langsigtet positiv økonomisk udvikling i Indien, som kan skabe det nødvendige velfærdsløft.

Indiens økonomi er grundlæggende stærk
Selvom Indiens økonomi er hårdt ramt af Covid-19-pandemien og nedlukningerne, er landets økonomi grundlæggende i en positiv udvikling. Dette kan ses, hvis vi ser på udviklingen før Covid-19. Figur 1 (se PDF nederst) viser nøgletallet PMI (som er en tillidsindikator for indkøbschefer i fremstillings- og servicesektoren), der har været stigende siden oktober 2019. Da Indien i 2020 åbnede op efter første bølge, genvandt økonomien hurtigt sin styrke, bl.a. fordi der ikke var nogen overskudskapacitet eller store varelagre fra før nedlukningen. Derfor så vi, at det stigende forbrug efter genåbningen hurtigt skabte et behov for at øge produktionen, hvilket forstærkede opsvinget efter genåbningen, og økonomien nåede på den baggrund nye rekordniveauer i marts 2021.

Potentialet er intakt
Den anden bølge ramte Indien på et tidspunkt, hvor de økonomiske udsigter var ved at blive opjusteret til en vækstrate på ca. 12-14 pct. På grund af denne underliggende styrke i økonomien tror vi, at Indien har en god chance for at komme hæderligt gennem denne situation.

I kraft af regeringens tiltag ift. virusbekæmpelsen, deres vaccinationsprogram og særligt deres fokus på implementering af reforminitiativer til gavn for væksten, ser vi fortsat positivt på Indiens langsigtede muligheder. Indien er trods den pandemiske alvor en af de hurtigst voksende økonomier i verden og samtidigt verdens tredjestørste økonomi med en af de yngste befolkninger, hvor ca. 2/3 af befolkningen er under 35 år. Kombinationen af den unge befolkning og reformprocessen gør Indien til den måske allerstørste strukturelle investeringsmulighed de næste 10 år.