Indien er på vej til at indtage sin retmæssige plads i verdensordenen og er måske det land, der lige nu har de mest lovende langsigtede investeringsmuligheder. Aldrig før har landet været så gunstigt positioneret som nu – både fra et geopolitisk og økonomisk perspektiv. På trods af den udbredte globale usikkerhed har Indiens makroøkonomiske stabilitet været enestående. I følge den amerikanske bank Morgan Stanley forventes Indien at tegne sig for hele 18 pct. af den globale BNP-vækst i 2024.
Blandt nye vækstøkonomier er Indien verdens næststørste økonomi og det femtestørste globalt med et BNP på 3,75 billioner USD. Indien har det næststørste aktiemarked i Asien målt på værdi, og ift. antal børsnoterede selskaber er det verdens næststørste - kun overgået af USA.
Selvom Indien er en gammel civilisation, er det også et ungt, entreprenant land. Gennemsnitsalderen i befolkningen er 28 år, og arbejdsstyrken vokser med ca. 10 mio. årligt. Med 40 millionbyer og yderligere 400 byer med en befolkning på mellem 100.000 og 1 mio. indbyggere er Indien det land i verden, hvor urbaniseringen vokser hurtigst. Det skaber en betydelig strukturel og demografisk fordel med en hastigt voksende middelklasse i de kommende årtier.
Indiens BNP pr. indbygger er nu højere end 2.500 USD, hvilket er niveauet (bl.a. baseret på erfaringerne fra Kina), hvor efterspørgslen af varige forbrugsgoder for alvor tager fart. Investeringsmulighederne har længe har været interessante, men det fulde potentiale er ikke blevet realiseret pga. strukturelle udfordringer, der har stået i vejen for bl.a. bæredygtig vækst. Gennem de sidste otte år har regeringen gennemført en række centrale reformer, der i vid udstrækning adresserer disse udfordringer. Overordnet har hver reform haft til formål at forbedre de fire grundlæggende produktionsfaktorer: Adgang til jord, udvikling af kvalificeret arbejdskraft, adgang til kapital og tilskyndelse til iværksætteri.
C WorldWides investeringer i Indien
Vores strategi i C WorldWide Indien er at deltage i landets betydelige langsigtede vækstpotentiale, og vi har identificeret fire relevante investeringstemaer: 1) Finansiel inklusion 2) Reformer (fra uformel til formel økonomi)
3) Boligmarkedet 4) Øgede kapitalinvesteringer og eksport. Ud fra disse temaer forsøger vi at identificere de mest interessante virksomheder. Vi forventer, at Indiens reale BNP-vækst bliver ca. 6-7 pct. i løbet af det næste årti og en forventet inflation på omkring 4-6 pct. Vores ambition er at identificere veldrevne virksomheder, der ikke blot udkonkurrerer deres konkurrenter, men også markedet som helhed. Langsigtede investeringer i Indien har i løbet af de sidste 30 år givet et årligt gennemsnitligt afkast på 8,7 pct. målt i USD, hvilket placerer Indien som det næstbedste marked at investere i globalt efter USA.
Hovedårsagen til Indiens høje historiske afkast er den stærke underliggende vækst kombineret med effektiv brug af kapital.
Fokus på mellemstore virksomheder
Selvom den indiske økonomi er gigantisk, har flere sektorer endnu ikke forløst deres fulde potentiale. Derfor er der flere eksempler på veldrevne virksomheder, der er førende inden for deres sektor, men som stadig ikke store på børsen med en markedsværdi under 5 mia. USD. Den indiske økonomi forventes at blive den tredjestørste i verden i 2028, bl.a. drevet af netop de mellemstore virksomheder.
I øjeblikket er næsten to tredjedele af investeringerne i afdeling Indien i mellemstore virksomheder. De mellemstore virksomheder har i en lang periode outperformet de store selskaber. Dette illustreret ved, at indekset for de mellemstore virksomheder Nifty Midcap over de sidste 10 år har givet et årligt gennemsnitligt afkast på 17 pct. målt i USD, mens Nifty 50, som er de 50 største børsnoterede virksomheder i Indien, har givet et pænt, men noget mindre årligt gennemsnitsafkast på 11 pct.
Aktiemarkedet har en tendens til at kigge på virksomhedernes aktuelle markedsandel, når ”fyrtårnene” i de enkelte sektorer defineres. Vi vælger i stedet at se på evnen til at vokse sig større over tid. Nogle gange falder de to syn sammen, men ikke altid. Der er to hovedårsager til, at denne metode er vigtig for os; 1) den afspejler disciplin i kapitalallokering og 2) den viser, hvordan virksomheden prioriterer og værdsætter sine ressourcer.
God virksomhedsledelse er en af nøglerne
Som langsigtede investorer med en investeringshorisont på mindst 5 år er det afgørende for os at vurdere ledelserne i de enkelte virksomheder. Vi lægger stor vægt på, at værdier og den strategiske retning er en del af fremtidens løsninger. For at få det mest præcise billede foretager vi nøje analyser og indsamler information og indsigt fra forskellige kilder (f.eks. leverandører, kunder, brancheeksperter og konsulenter) for at danne os et samlet billede af virksomhedens drift og dens omgivelser. Vi udfører også en grundig og dybdegående analyse af finansielle data for at sikre, at ledelsens udtalelser og intentioner effektivt omsættes til økonomiske resultater.
Bæredygtighed og ESG i centrum
Eftersom Indien er et land med høj vækst, er det ekstra vigtigt at have fokus på spørgsmål om virksomhedernes holdbarhed i bred forstand. Vi fokuserer på at identificere og forstå væsentlige ESG-risici gennem vores egne analyser, men vi supplerer også med viden fra eksterne samarbejdspartnere. Virksomheder med en sund og langsigtet virksomhedskultur har en tendens til at tage bæredygtighed samt relaterede risici og muligheder alvorligt. I et vækstmarked som Indien, hvor ESG-rapportering og tilgængelighed af bæredygtighedsdata er mindre udviklet, er det endnu vigtigere at engagere sig direkte i virksomhederne, når det handler om langsigtet bæredygtighed.
Sammenfatning af vores strategi
Det er vores overbevisning, at Indien på lang sigt er en af de mest lovende investeringsmuligheder i verden. Landet fortsætter sin eksplosive udvikling og gør massive fremskridt økonomisk, socialt og politisk. Dette åbner spændende tematiske muligheder på et voksende aktiemarked og giver adgang til mange interessante investeringer med et stort potentiale. For os er det afgørende, at vi er selektive og finder lige præcis de aktier, vi mener, har de største potentiale. Som investor i Indien er tålmodighed dog også en nødvendighed, og som ved alle investeringer i emerging markets, kan der opstå bump undervejs. Dette kan f.eks. være ændringer i den politiske retning, selvom vi forudser, at premierminister Modi og reformprocessen fortsætter, også efter valget i 2024. Andre risici er bl.a. stigende energipriser, idet Indien i stort omfang importerer energi for at dække landets energibehov.
Vores erfaring tilsiger dog at have en langsigtet investeringshorisont, at acceptere mulige kortsigtede markedsudsving og i stedet fokusere på de langsigtede udsigter. Dette er vores investeringstilgang, når vi prøver at finde de bedste og mest holdbare investeringer.