Vi bruger cookies til at analysere, hvordan vores brugere anvender hjemmesiden. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger cookies i vores cookiepolitik.

FORVENTNINGER TIL 2019

18. januar 2019

Handelskrigen mellem USA og Kina samt strammere penge­politik verden over satte et negativt præg på aktiemarkederne i 2018.

­Resultatet blev, at en indtjeningskrone nu er 15-20 pct. billigere end for bare ét år siden. Korrektioner slutter typisk, når centralbank­erne afslutter stramningen. I løbet af første halvår 2019 vil vi muligvis se afslutningen på stramningerne i USA, og vores indikatorer peger ikke på en recession i 2019. Afkastene på aktiemarkederne skabes over ganske få dage, og da timing er vanskelig, anbefaler vi en tålmodig og risikobalanceret tilgang i det nuværende miljø.

En af de klare globale trends i disse år er Kinas voksende økonomiske og politiske magt. Den skaber  vækstmuligheder, men også friktion – særligt i forholdet til verdens nuværende stormagt, USA. USA har generelt lave importtariffer, men er i færd med at øge taksterne – især over for den kommende militære stormagt og store handelspartner, Kina.

Når verdens stormagter kæmper på den økonomiske front, har det uundgåeligt en effekt på den makroøkonomiske vækst. Det svarer til at køre bil med håndbremsen trukket – det sænker farten. Specielt når det sker i et miljø, hvor de afgørende amerikanske renter hæves, og centralbankerne ikke længere understøtter rentemarkederne med massive opkøb. 

Handelskrigen og den strammere pengepolitik prægede udviklingen i 2018 og vil fortsat skabe vanskeligere markedsbetingelser for aktieåret 2019. Særligt fjerde kvartal af 2018 blev hårdt ramt med globale kursfald på ca. 11 pct. målt i danske kroner. Kursfaldende betyder omvendt, at aktiemarkederne målt på P/E nu er 15-20 pct. billigere, da indtjeningsudviklingen i virksomhederne – særligt i USA – fortsat er positiv. En ind­tjeningskrone på aktiemarkederne er således nu 15-20 pct. billigere end for bare ét år siden.

Siden 1984 har vi oplevet seks tilfælde med større korrektioner på aktiemarkederne, som bl.a. i 2018, uden en efterfølgende økonomisk recession. Denne type korrektioner slutter typisk, når central­bankerne holder op med at stramme. 2019 bliver formentligt et år med fortsatte renteforhøjelser og stramninger, men omvendt er det ikke usandsynligt, at vi i løbet af første halvår 2019 vil se afslutningen på stramningerne i USA. Samtidigt er realrenterne i USA – trods de mange renteforhøjelser – først lige blevet ­positive, hvorfor virksomhederne fortsat har gode incitamenter til at foretage investeringer, da væksten er højere end finansierings­omkostningerne. Alt i alt tror vi ikke, at vi vil opleve en recession i 2019.

En afklaring på disse fronter vil skabe grundlag for mere opti­misme blandt investorerne. I denne sammenhæng er det relevant at fremhæve en af de centrale pointer i vores artikel ”Aktier – køb, sælg eller behold” – at vi oplever en voldsom koncentrationseffekt, hvor en stor del af afkastet på aktiemarkedet skabes på ganske få børsdage. Da det er vanskeligt at forudsige, præcist hvilke dage markederne stiger, anbefaler vi at have en langsigtet og risiko­balanceret investeringstilgang for at sikre eksponering til de få dage, hvor markedet stiger meget kraftigt. Med forventning om et marked præget af større udsving vil der netop i 2019 være flere dage med både gode og mindre gode afkast i vente. Aktiemarkedet er således den langsigtede optimists triumf, og vinderen bliver den tålmodige investor.

Et af de største skift i aktiemarkedshistorien er de store flows til indeksfonde. Efter en lang periode med stigende aktiemarkeder har mange investorer valgt at være eksponeret til aktier via passiv investering. Indeksfonden kopierer aktiemarkedet ved at købe de aktier, der er i markedet i et bestemt forhold uden skelen til eventuelle fundamentale og etiske forhold. Vi er af den overbevisning, at dybtgående analysearbejde og et aktivt valg er fundamentalt for, at markederne fungerer. Samtidigt er det vores erfaring, at man som investor får de bedste afkast ved at udvælge dygtige erfarne rådgivere og forvaltere, der investerer langsigtet i nøje udvalgte selskaber med stærke konkurrencepositioner. Attraktive selskaber skal drives med ­målet om, at blive en større og mere profitabel forretning 20, 30 og 40 år ud i fremtiden frem for at have fokus på de næste kvartaler. ­Attraktive selskaber har med andre ord en langtids­holdbar forretningsmodel.

Indeholdt i det mere volatile aktiemiljø er også flere muligheder for den aktive investor i forhold til at eksponere sig til unikke selskaber. Det er det fundament, vi har bygget på i mere end 30 år og det fundament vi bygger videre på i 2019.

Se også videoen, hvor vi kigger tilbage på 2018 og deler vores forventninger til 2019.

DEL ARTIKLEN