Vi bruger cookies til at analysere, hvordan vores brugere anvender hjemmesiden. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger cookies i vores cookiepolitik.

FORSKELLIGE STRØMNINGER I KINA

15. december 2016

I de seneste måneder har vi besøgt Kina to gange. Der er fortsat vækst i Kinas økonomi, og den største drivkraft er ejendomsmarkedet og internetrelaterede tjenester.

I 1939 udtrykte Winston Churchill sine tanker om Rusland med følgende: ”Jeg kan ikke forudse Ruslands handlinger. Rusland er en gåde svøbt i et mysterium inde i et enigma. Men måske er der en nøgle. Den nøgle er Ruslands egne interesser.” På det tidspunkt var Rusland en udfordrer til magten og samtidigt et samfund, der var vanskeligt at forstå for den vestlige verden. Selvom situationen var forskellig fra dagens internationale samfund, er Churchills berømte citat relevant i forhold til Kina i dag.

I de seneste måneder har vi besøgt Kina to gange. Der er fortsat vækst i Kinas økonomi, og den største drivkraft er ejendomsmarkedet og internetrelaterede tjenester. Det er nemt at postulere en mulig boligboble, men situationen er langt mere nuanceret. Derfor har vi også en selektiv tilgang til, hvordan vi investerer inden for dette tema. Læs mere om dette i artiklen Kinesisk boligboble eller ej.

Flere ejendomsinvestorer i Shanghai har oplevet prisstigninger på 30-50 pct. i løbet af 2016. På trods af dette har de ikke ønsket at mindske eksponeringen, da det er svært at finde alternative investerings-muligheder – særligt efter den seneste stramning af udgående investeringer fra Kina. De kraftige stigninger på Tier-1-markedet (ejendomme i Beijing, Shanghai, Shenzhen og Guangzhou) vil højst sandsynligt afstedkomme substituering mod Tier-2-byer i de kommende kvartaler.

Mens det går godt på ejendomsmarkedet, står det værre til med de små og mellemstore produktionsvirksomheder. Disse er typisk eksporttunge, ramt af det afdæmpede globale handelsmiljø og et stigende lønpres. Herudover ønsker de statsejede banker ikke at forlænge kreditten til private virksomheder. Effekten af dette er faldende rentabilitet og færre investeringer, hvilket er kritisk for virksomhedernes langsigtede konkurrenceevne. Dog har den faldende produktionsaktivitet ikke afholdt lønningerne fra at stige med ca. 8 pct. i 2016, da antallet af yngre arbejdere mellem 15 og 30 år falder hurtigere end tidligere. Kinas beslutning om at ophæve etbarnspolitikken kommer for sent. Mange kinesere har ikke råd til at opfostre mere end ét barn, da undervisningsgebyrerne er høje og det ureformerede Hukou-system gør det svært bl.a. at opnå velfærdsydelser uden for ens eget distrikt. Læs mere om bl.a. den kinesiske etbarnspolitik i perspektivet Asiens voksende middelklasse.

Reformplanen for små og mellemstore virksomheder er desuden gået i stå. Sandsynligvis pga. reformering på kort sigt har negativ indflydelse på væksten og på det sociale fællesskab til trods for langsigtede fordele ved en bedre ressourcefordeling.

Fremgang i iværksættermentaliteten
I modsætning til de dystre udsigter for produktionssektoren, er der fremgang i mange servicebrancher – særligt i internetrelaterede tjenester, der domineres af Tencent, Alibaba og Baidu. Væksten i Kina vil bevæge sig i retning af indenlandsk forbrug, og vi tror, at der findes attraktive investeringsmuligheder i denne sektor. Et eksempel er e-handlen i Kina, der er verdens mest avancerede. Dog mødte vi en bygherre og ejer af flere indkøbscentre som forventede, at væksten inden for e-handel vil flade ud ved 15 pct. af det samlede detailsalg, fordi forbrugerne vil søge den fysiske shopping-oplevelse. Vi tror ikke, at e-handelen topper ved 15 pct., når niveauet i 2016 ligger på 12-13 pct., og Kinas erklærede mål er at opnå et onlinesalg på 20 pct. af detailsalget inden 2020.

WeChat (ejet af Tencent) er et andet eksempel på en avanceret service. WeChat-brugere kan stort set alt online, herunder spille, overføre penge, købe investeringsydelser og andre banktjenester, foretage videoopkald, bestille mad, en Uber, læse nyheder, bestille tid til lægen osv. WeChat kan betegnes som Kinas udgave af Facebook, men dog langt mere avanceret, når det kommer til antallet af tjenester, der er opkoblet.

Kina gennemgår en gradvis rebalancering af væksten, og politisk sker forandringerne i et kontrolleret tempo med henblik på at sikre Kinas kommunistiske partis indflydelse. Det, som aktiespekulanterne ofte glemmer, er den private sektors iværksættermentalitet – de unge kineseres pionérånd – og det store hjemmemarked, der tilbyder attraktive vilkår og muligheder for folk med den rigtige indstilling til at skabe deres egen fremtid. Kina er ”en gåde, svøbt i et mysterium inde i et enigma”, men Kina er også et godt eksempel på vores grundlæggende princip om at se det fulde billede og ikke stirre sig blind på for mange detaljer.

DEL ARTIKLEN

RELATEREDE PRODUKTER

GA
Globale Aktier KL
ETK
Globale Aktier Etik KL
STA
Stabile Aktier KL
EM
Emerging Markets KL
AS
Asien KL

RELATEREDE NYHEDER


SENESTE NYHEDER