Vi bruger cookies til at analysere, hvordan vores brugere anvender hjemmesiden. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger cookies i vores cookiepolitik.

AMAZON EKSPANDERER I INDIEN

29. november 2016

Amazons e-handelsplads bredes nu ud til indiske forbrugere. Med en investering på ca. USD 3 mia., bl.a. til opbygning af enorme distributionscentre i landet, tilbyder selskabet med sin velkendte forretningsmodel billig og hurtig levering af varer købt på nettet til det meste af Indien.

Amazon debuterede som onlineboghandel i 1994. Grundlægger Jeff Bezos’ oprindelige forretningsmodel var simpel: salg og levering af varer fra grossister og udgivere direkte til forbrugerne via det daværende spirende internet. I dag udbyder Amazon stort set det samme, dog i markant større skala, og samtidigt har selskabet udviklet en markedsledende position inden for IT-løsninger med adgang til skyen til erhvervsdrivende selskaber – læs mere om dette i perspektivet Skyens tidsalder.   

Innovativ leveringsmaskine
Amazon har med sit gennemprøvede distributionssystem skabt en veldrevet leveringsmaskine – et erfaringsgrundlag, vi tror, bliver afgørende for Amazons succes og fremdrift på nye kontinenter med underudviklede infrastrukturer.

At Amazon udbreder sin forretningsmodel i et land som Indien, viser med al tydelighed selskabets ambition om at drive verdensomspændende e-handel, og få andel i den ekstremt store købekraft, der ligger i e-handlen hos ”nye” voksende købestærke middelklasser som bl.a. Asien.

Vejen til succes er brolagt med udfordringer
Kort skitseret har Indien en meget ung befolkning, hvor omkring 60 pct. er under 35 år. Indkomstkurven for denne befolkningsgruppe er stigende, og ca. 80 pct. af befolkningen ejer en mobiltelefon. Dette gør Indien med sine over 1 mia. indbyggere og et stort uopdyrket e-handelsmarked for Amazon.

Til trods for større udbygninger i infrastrukturen i disse år er mange landområder i Indien i dag nærmest ufremkommelige, og da ca. 70 pct. af befolkningen bor i disse svært tilgængelige distrikter, må Amazon opfinde alternative leveringsmetoder. Amazon har derfor med sit innovative og kreative afsæt formået at engagere ejere af lokale te-vogne i tusindetal og optræne sælgere til at yde onlineservice med hjælp til opkobling af lokale handelsdrivende for at sætte e-handlen godt i gang. Derudover har selskabet engageret massive lokale leveringsteams, der tager over på fragten, når landdistrikterne bliver for besværlige at navigere i for ikke-lokale bude.

Foruden infrastrukturen er en anden udfordring, at blot omkring 30 pct. af Indiens befolkning i dag er opkoblet til internettet, og at meget betaling stadig foregår kontant. Dog vurderer vi, at den private netkundeandel vil stige til ca. 175 mio. kunder i 2020, svarende til tre gange det nuværende antal.

Amazon har specialdesignet en handelsløsning til det indiske marked, der baserer sig på den velkendte e-handelsplatform med både indiske og udenlandske produkter. Det har betydet, at mange indiske småleverandører nu kan opkobles på Amazons e-handelsplads og derved sælge og distribuere deres produkter i utallige afkroge af landet. Herudover skaber dette en handelsplads for udenlandske producenter, der tidligere har haft handelsforbud pålagt deres mærkevare eller har haft mere lokale udfordringer med at etablere handel i Indiens mange forskelligartede regioner.

Vi følger markedet nøje
Amazon ser ud til at have løst de største udfordringer forbundet med at udbyde e-handel i Indien. Lykkes Amazon også på sigt med sin indiske ekspansion, vil der ikke være langt fra Indien til andre lande med tilsvarende demografiske profiler og markedsformer. Vi spår derfor fortsat Amazon til at blive den strukturelle vinder på den globale e-handelsplads. Læs mere om dette i artiklen Amazon – en global vinder.

Afdelingerne Globale Aktier og Globale Aktier Etik har været investeret i Amazon siden juli 2016.

 

 


DEL ARTIKLEN

RELATEREDE PRODUKTER

GA
Globale Aktier KL
ETK
Globale Aktier Etik KL

RELATEREDE NYHEDER


SENESTE NYHEDER